Orientering - 31. aug 2020

Published: Aug. 31, 2020, 2:05 p.m.

Hvordan har Danmark det, og hvordan kommer vi videre efter coronaens hærgen? Det var hovedtemaet i dag, da regeringen spillede ud med finansloven for næste år. Og det vil også fylde en del i dagens udsendelse, hvor vi både ser nærmere på indholdet og får politiske reaktioner og analyse. Den suverænt mest brugte statslige hjælpepakke, lønkompensationsordningen, udløb i lørdags, og det har skabt bekymring for, at en ny fyringsbølge kan ramme Danmark de næste uger og måneder. Men for at undgå fyringerne har fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen de seneste dage forsøgt at blive enige om en ny arbejdsfordelingsordning, der skal gøre det muligt for ansatte der IKKE har været i A-kasse - at få dagpenge i en periode og derved spare virksomhederne for penge og redde deres job. Aftalen faldt på plads i nat, men ikke alle er lige begejstrede. Isen fra Grønland og Antarktis smelter med rekordhast og følger FNs klimapanels værste scenarier. Samtidig er afsmeltning nu hovedårsagen til vandstandsstigninger. Tidligere var det varmeudvidelse, der især fik verdenshavene til at stige. Vi ser på, hvad det kommer til at betyde for levemulighederne i de kystnære områder. Karen Hjulmand og Søren Carlsen er dagens værter, Tine Møller Sørensen redigerer. www.dr.dk/orientering