Orientering - 17. jul 2020

Published: July 17, 2020, 2:05 p.m.

Lige nu sidder statsminister Mette Frederiksen til bords med de resterende 26 stats- og regeringschefer i EU. De næste to dage skal de forsøge at blive enige om den største europæiske økonomiske plan i hele EU-samarbejdets historie, hvor op imod 14.000 milliarder kroner er på spil. DR's EU-korrespondent Ole Ryborg analyserer mulighederne for en aftale i løbet af weekenden. Kina er i fuld gang med at indgå en indtil nu hemmeligholdt aftale med Iran. Samtidig kommer USA's udenrigsminister Mike Pompeo til Danmark i næste uge, hvor blandt andet Kina vil være på dagsordenen. Hvor er Kina på vej hen med den her nye aftale og hvordan skal Danmark forholde sig til den amerikanske udenrigsminister og forholdet til Kina? Det taler vi nærmere om med Lars Erslev Andersen, seniorforsker på DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, og Kristian Mouritzen, Sikkerhedspolitisk Korrespondent på Berlingske. Den amerikanske højesteret har besluttet, at næsten halvdelen af staten Oklahoma er at regne for at være et reservat. Det er en kæmpemæssig beslutning for indianere i Oklahoma og andre steder, fordi det stadfæster, at de traktater, der er blevet indgået mellem USA og stammerne, ER juridisk bindende. Det ser vi også nærmere på i dagens program, hvor Tine Møller Sørensen, til hele time 2, har tilrettelagt et tema om Europas flygtningepolitik i en coronatid. Mette Vibe Utzon er dagens vært. Birgitte Gadegaard er redaktør. www.dr.dk/Orientering