Orientering - 16. mar 2021

Published: March 16, 2021, 3:05 p.m.

Vi skal til Capo Delgado-provinsen i det nordlige Mozambique, hvor landets hær støttet af sydafrikanske lejesoldater, kæmper mod militante islamister, der ønsker at oprette et kalifat og har sværget troskab til Islamisk Stat. For nu sender USA specialoperationsstyrker til Mozambique for at træne landets egne soldater, der skal indsættes mod islamisterne, som de lokale kalder Al Ansar al-Sunna eller Al-Shabaab. Coronakrisen ser ud til at overtrumfe alt ved parlamentsvalget i Holland. Glemt er tilsyneladende både dårlig coronahåndtering og en skandale om børnepenge, som tvang regeringen og premierminister Mark Rutte til at gå af i januar. Nu tyder det på genvalg af Rutte. Vi skal til Amsterdam og høre sidste nyt. Og vi skal en tur til Banja Bystrica - det er en provinsby midt i Slovakiet med små 100.000 indbyggere. Vi skal derned fordi den første danske task-force udsendt af Beredskabsstyrelsen er med til at behandle corona-patienter på byens hospital. Den danske task-force består af 3 læger og 5 sygeplejersker, der alle har meldt sig frivilligt hos Beredskabsstyrelsen og foreløbig bliver i Slovakiet og arbejder sammen med deres slovakiske kolleger frem til den 24. marts - hvor et nyt dansk hold kommer ned. Værter er Karin Axelsson og Mathias Bay Lynggaard. Erik Weir redigerer. www.dr.dk/orientering