Orientering - 11. nov 2020

Published: Nov. 11, 2020, 3:05 p.m.

Fødevarestyrelsen vidste godt, at der ikke var hjemmel til at kræve raske mink uden for sikkerhedszonerne aflivet. Alligevel var det, hvad regeringen beordrede på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen sidste onsdag. Fødevareminister Mogens Jensen gentager i dag i et samråd, at han ikke kendte til den manglende lovhjemmel. Men en samlet opposition kræver stadig hans afgang. Vi følger situationen. Tidligere skatteminister Kristian Jensen afviser, at han gennem seks år som minister havde mulighed for at afværge den store udbytteskandale, som har kostet statskassen over 12,7 milliarder kroner. De seneste dage har vi ellers fortalt, at embedsmænd kom med mange advarsler og løsningsforslag til bedre kontrol, mens Kristian Jensen var skatteminister. Men Jensen afviser, at han var vidende om forholdene. Hør hans forklaring i dagens Orientering. Vi ved, at det står skidt til med diversiteten i naturen. MEN - guldsmede, spætter, viber, egern, brune frøer og en plante som liden klokke er i fremgang i og omkring byerne. Det viser en ny kæmpe kortlægning af Danmarks natur, hvor 20.000 danskere frivilligt har været med til at registrere deres fund i naturen. Brita Kvist og Mette Vibe Utzon er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør. www.dr.dk/orientering