Orientering - 11. mar 2021

Published: March 11, 2021, 3:05 p.m.

De fleste danskere husker nok tydeligt, hvor vi var, eller hvem vi var sammen med i aften for præcis et år siden, da statsminister Mette Frederiksen lukkede store dele af samfundet ned. Vi forstod, at det var alvor, og vi havde nok på fornemmelsen, at noget alvorligt var på vej. Men selv om mange af os aflyste alle aftaler eller skyndte os ned for at hamstre toiletpapir, havde vi nok alligevel ikke helt forstået omfanget af det, vi siden skulle igennem. Og i dag - et år efter - er vi stadig ikke ude af pandemien. Orientering ser på, hvordan corona har formet og forandret samfundet både herhjemme og ude i verden. Hvordan har forsamlingsforbud, tvangslukninger og fyringsrunder påvirket danskernes økonomi, og hvad betyder det for folkestyret og dansk politik at stå midt i en global pandemi? Og hvordan har det været at være udsendt som korrespondent og befinde sig midt i pandemiens epicentre? Og hvorfor kan vi tale meget om dem, der ikke må dø, men ikke om dem, der faktisk dør? Det spørger vi en hospitalspræst om, der har været tæt på de mennesker, der er døde det forgangne år. Mette Vibe Utzon og Søren Carlsen er dagens værter, Tine Linde redigerer. www.dr.dk/orientering