Ja til druk, brækket kraveben og død over håndtegn

Published: Sept. 15, 2017, 9:41 a.m.

Tandlægestolen venter på Landsholds-Lars så snart dagens podcast er forbi, og det sætter sit tydelige præg på både humør og opførsel. Krøniken Life of Sture er dog altid et hit hos Lars, men festen slutter brat, da der kommer spørgsmål fra verdens bedste lyttere på bordet. Raseriet bryder dog først løs efter en tema-snak omkring at drikke alkohol i moderne fodbold. Landsholds-Lars forklarer bl.a. om, i hvor stort omfang det stadig findes. Og om hvad han selv har været rodet ud i af ballade i de gode gamle dage. I Roulette-runden jagtes anden triumf i træk, og denne gang forsøger en lytter at vinde penge til at sende foldbolde, i stedet for håndbolde, til Afrika. Landsholds-Lars quiz’en har uge efter uge udviklet sig til at blive noget af et drama. Om det er et godt eller skidt tegn for niveauet i selve konkurrencen er tvivlsomt vurderet ud fra de involveredes præstationer i denne omgang. Og så er det ellers tid til Lars’ raserianfald. For lytternes spørgsmål bringer håndtegn på en fodboldbane på bordet. Og det får Jacobsen helt op i det røde felt. Måske er det derfor, han ikke føler sig helt rustet til at levere denne uges legende-news fra tvillingerne Johansens univers. I stedet vil han hellere læne sig tilbage og nyde det sidste anekdotekys fra Lille-Børge og Smurf, inden de skal optages i Hall of Fame. Fodboldministeriet er lavet i samarbejde med Faxe Kondi og LeoVegas. Musik: Raske Penge & Klumben + Mads Julius Dyrst. Fodboldministeriet kan kontaktes på fodboldministeriet@mediano.nu eller via hashtagget #LytTilLars på Twitter.